Blue Ocean Robotics og GoBe Robots gør den klimavenlige GoBe-robot endnu mere sikker i nyt projekt. Telepresence-robotten muliggør interaktion mellem mennesker, der ikke befinder sig samme sted, og er ikke alene et CO2-reduceret alternativ til transportformer som fly og bil, men samtidig et brugbart værktøj i kampen mod COVID-19, hvor fysisk afstand mellem mennesker er et vigtigt parameter i at forhindre smittespredning.

Den fjernstyrede GoBe-robot består af en skærm, som gengiver ansigtet på personen i den anden ende i virkelig størrelse, et kamera, der kan zoome og et frontkamera, der giver overblik over robottens omgivelser. Robotten styres af den person, som er virtuelt til stede, hvilket giver en mere realistisk oplevelse af at være til stede end andre former for virtuel kommunikation mellem mennesker.

Stort potentialeGoBe-robotten er skabt til at operere i tætpakkede miljøer og i tæt samarbejde med mennesker. Egenskaber, der stiller store krav til sikkerheden. Blue Ocean Robotics og datterselskabet GoBe Robots har arbejdet med telepresence-teknologi i en lang årrække og med særdeleshed sat fokus på sikkerhed. Som et led i et nyt projekt, skal Blue Ocean Robotics og GoBe Robots i samarbejde med Odense Universitetshospital (OUH) nu teste, om robotten kan gøres billigere uden at gå på kompromis med de høje sikkerhedsstandarder. Ved at bruge hospitalet som ramme for testene, bliver robotten afprøvet i et levende miljø, hvor der færdes mange mennesker hver eneste dag. Resultaterne fra projektet vil samtidig kunne åbne op for nye funktionsmuligheder inden for telepresence-robotter på sundhedsområdet, såsom at yde specialiseret hjælp og rådgivning på distancen og at byde patienter velkommen og vise vej, når de ankommer til hospitalet – funktioner, der også kan anvendes i andre sektorer og andre typer af organisationer.

Projektet er et rigtig godt eksempel på offentlig-privat samarbejde til gensidig værdi og interesse for partnerne. Allan Nordby Ottesen fra Det Syddanske EU-Kontor, der arbejder med offentlig-privat samarbejde på sundhedsområdet, glæder sig over projektet:

"Offentlig-privat samarbejde skaber merværdi for både virksomheden og den offentlige organisation. Der er simpelthen bedre mulighed for at skabe outcome, når f.eks. Blue Ocean Robotics og OUH udvikler en løsning i fællesskab, hvor behovet, afprøvningen og tilpasning af løsningen kan finjusteres i et tæt samspil,” fortæller han.

COVID-19 skaber efterspørgsel
Under COVID-19-pandemien har Blue Ocean Robotics og GoBe Robots oplevet en stigning i brugen af telepresence-robotter. Muligheden for at kunne erstatte fysisk tilstedeværelse med en robot er med til at bryde smittekæder og sikre social interaktion – på afstand.

”Vi har særligt set en stigning i telepresence-robotterne på plejehjem med mennesker, der er blevet fuldstændig isoleret fra deres familier og venner. De har taget imod teknologien med stor succes,” fortæller Claus Risager, CEO i Blue Ocean Robotics og bestyrelsesformand i GoBe Robots.

Også museumsverdenen er begyndt at få øjnene op for robotten. I en verden hvor COVID-19 sætter begrænsninger til vores fysiske færden, kan GoBe-robotten muliggøre besøg til fjerne destinationer og åbne op for store oplevelser – alt sammen hjemme fra sofaen.

”Der er også en tendens til, at museer tager teknologien ind på grund af COVID-19, hvor de ser en kæmpe mulighed for at have fjerngæster, som derefter kan flytte robotten rundt for at se de forskellige kunstværker osv. Det er også noget, vi tror vil fortsætte i fremtiden. Forestil dig at være i Danmark og være i stand til at besøge f.eks. Louvre uden at skulle rejse derhen,” tilføjer Peter Juhl Voldgaard, CEO i GoBe Robots.

Finansiering
Det nye projekt er støttet af COVR, som finansieres af EU, og består af et samarbejde mellem fem europæiske vidensinstitutioner med Teknologisk Institut i spidsen. COVR har til formål at øge sikkerheden for mennesker og robotter, der deler arbejdsrum i produktioner rundt omkring i verden.

Virksomhederne bag robotten, Blue Ocean Robotics og GoBe Robots, har sammen med Odense Universitetshospital fået EU-finansiering på 96.000 euro (714.485 kroner) til projektet, der har fået navnet REACT (Realizing Affordable and safe autonomous navigation for telepresenCE coboTs), og som skal gøre GoBe-robotten endnu mere sikker og økonomisk attraktiv for potentielle kunder som fx regioner og kommuner.

Det Syddanske EU-kontor har hjulpet med råd og sparring i udarbejdelsen af ansøgningen.

Fakta:
COVR består af Teknologisk Institut, italienske National Research Council, tyske Fraunhofer IFF, franske Alternative Energies and Atomic Energy Commission og hollandske Roessingh Research and Development.

COVR er en one-stop-shop for sikkerhed for samarbejdende robotter. Det hjælper dig på rejsen fra markedsundersøgelse til at have en sikker, betalt cobot. Du kan finde inspiration om samarbejdende robotter i dette toolkit med case-historier, vejledning i risikovurdering. Et værktøj til at finde relevante standarder, direktiver, protokoller og meget mere.

GoBe Robots er et unikt brand i Blue Ocean Robotics, der udvikler, producerer og sælger servicerobotter inden for sundhed, hospitality, byggeri og landbrug. Porteføljen af robotter omfatter UVD Robots – en UV-C desinfektionsrobot, der reducerer hospitalserhvervede infektioner, GoBe Robots - en telepresence-robot, der reducerer rejsetid, omkostninger og CO2- udledning, og PTR Robots – en forflytnings- og rehabiliteringsrobot, der gør arbejdet lettere for plejepersonale og forbedrer deres arbejdsmiljø. Robotterne udvikles med udgangspunkt i et virkeligt problem, og de tages fra idé-stadiet over design-, udviklings- og kommercialiseringsfaserne hele vejen til scale-up. Mens hver robot markedsføres under sit eget unikke brand-navn, udvikles, produceres og kommercialiseres alle robotterne via genbrug af generiske teknologi- og forretningskomponenter. Blue Ocean Robotics er verdens første Robot Venture Factory.

Odense Universitetshospital deltager i projektet som test site for de nye modeller af GoBe-robotten, som vil blive testet på en udvalgt hospitalsafdeling i projektperioden for at afdække anvendeligheden af telepresence-robotten i den kliniske hverdag.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

Else Dyekjær Mejer, Det Syddanske EU-kontor, EU-konsulentT: +45 30 11 21 77 | E: edm@southdenmark.be
Merima Cikotic, Head of PR & Marketing
T:  +45 7199 5606 | E: mc@blue-ocean-robotics.com